Gå til indhold
©  Foto:

Hjerk - Lysen - Hjortholm

Ved lav vandstand et det muligt at gå ud til Hjortholm, hvor jægerfolket i Ertebølletiden havde boplads.

 

En travetur med høje klinter, fugle, udsigtspunkter og et unikt landskab, 8,3 km

Ved lav vandstand et det muligt at gå ud til Hjortholm, hvor jægerfolket i Ertebølletiden havde boplads.

Harre Vig
På højdedragene ved Harre Vig ligger adskillige gravhøje. I sløjfede høje er der fundet grave fra yngre stenalders enkeltgravskultur og dolktid samt fra bronzealderen.

”Havnen” ved Lysen Bredning
I 1800-tallet dannede tangen ud til Hjortholm sammen med stranden på nordsiden ved Lysen Bredning en naturhavn, hvor større skibe på grund af stor vanddybder kunne lægge til.
Her kunne de laste og losse uden at betale afgifter. Det var til stor irritation for Skive by, og da byen i 1869 fik anlagt en havn, blev der indsendt en klage til regeringen.
Havnedriften ved Lysen Bredning blev herefter forbudt, selvom den lille naturhavn lå ideelt for Vest- og Nordsalling.

Slusen ved Lysen Odde
Slusen er bygget i 1899 og styrer, at saltvandet fra fjorden ikke trænger ind i Hjerk Nor ved højvande og derved ødelægger græsningen på de store, inddæmmede engarealer.

Hjerk Nor
Hjerk Nor byder på rige natur-oplevelser. Floraen og faunaen i området er rig på mange forskellige vilde planter, bl.a. smukke arter af gøgeurt.
Området er et godt udgangspunkt for en snapseurtetur, idet man også kan finde mange vilde krydderurter. Omkring Hjerk Nor er der fundet køkkenmøddinger.
Køkkenmøddinger er opstået i tilknytning til ertebøllekulturens bopladser i ældre stenalder og består af muslingeskaller, ben m.m..
Man kan finde køkkenmøddinger flere steder langs stenalderhavets kystlinie.

Hjortholm
Hjortholm er en delvis overskyllet halvø.
Ved normal/lav vandstand kan man gå ud på halvøen.
Hjortholm har ligesom flere andre steder ved Hjerk Nor været boplads for jægerfolket i ældre stenalders ertebøllekultur.
Man kan være heldig at finde flækker og andre forarbejdede redskaber i flint.

P: Harre Vig (N 56° 41.775', E 8° 52.988')
L: 8,3 km
Markering: Gul