©  Foto:

Mysteriet på Højriis Slot – en magisk oplevelse for alle

Mysteriet på Højriis Slot er et enestående og velbesøgt event, som hvert år i juli udspiller sig på slottet.

Mysteriet på Højriis Slot

Hver sommer forvandles Højriis Slot til rammen om et levende mordmysterie. I de historiske sale og på de stemningsfulde gange udspiller der sig en fortælling fyldt med hemmeligheder, mistanker og spor. Som gæst bliver du ikke bare tilskuer – du bliver detektiv i en historie, der leder tankerne mod klassiske Agatha Christie-fortællinger.

Et levende mysterium i slottets sale

Mysteriet på Højriis Slot er et årligt tilbagevendende sommerarrangement, hvor slottets storslåede rammer danner scenen for en spændende kriminalhistorie. Når dørene åbner i sommerferien, træder gæsterne direkte ind i en fortælling, der udfolder sig i både rum og korridorer.

Skuespillere befolker slottet og bringer historien til live. Hver karakter bærer på hemmeligheder, og gennem samtaler, breve og små spor begynder fortællingen langsomt at samle sig.

Du er en del af historien

Som besøgende får du rollen som detektiv. Undervejs gælder det om at holde øjne og ører åbne. Lyt ved dørene, læs dokumenter og læg mærke til selv de mindste detaljer. Hvem taler sandt – og hvem forsøger at skjule noget?

Efterhånden som sporene samles, begynder mysteriet at tage form. Sammen med familie eller venner forsøger I at finde frem til sandheden og afsløre, hvad der egentlig er sket på slottet.

En dag i 1920’ernes stemning

Historien udspiller sig i en atmosfære, der leder tankerne tilbage til 1920’erne. Slottets historiske omgivelser, de levende karakterer og den dramatiske fortælling går op i en højere enhed og skaber en oplevelse, hvor fantasi og virkelighed næsten flyder sammen.

Mysteriet på Højriis Slot er en oplevelse for hele familien – en dag fyldt med nysgerrighed, grin, spænding og historiefortælling i nogle af Limfjordens mest stemningsfulde omgivelser.

 

Årets skulespil: Tag til “Spøgende Selskab” på Højriis Slot

Den 11. juli – 1. august 2026 åbner Højriis Slot porten og inviterer indenfor til årets mysterium.

I får mulighed for at gå på opdagelse i slottets smukke og dramatiske univers, men lyt ved dørene, læs brevene, hold jer skarpe og læg mærke til selv de mindste detaljer – I er detektiverne, og det er nu op til jer at opklare, hvad der er sket.

Gennem hele dagen spilles utallige og vidt forskellige improviserede scener med masser af komik og drama. Det foregår overalt – i gården, i riddersalen, hos Frk. Rose, i kaminstuen og de mange andre virkelig fantastiske rum på slottet. Skuespillerne skaber en overbevisende illusion og giver bogstaveligt talt “liv på slottet”.

Spøgende Selskab – Mysteriet på Højriis Slot

Året er 1928, det er sommer på Højriis Slot, og intet er, som det plejer…

Slotsejer og giftforsker Hertug Konrad har inviteret den berømte spøgelsesjæger Charles Campbell og hans trup til Højriis Slot i et desperat forsøg på at finde et vigtigt bevis.  Hertugens datter Frk. Rose, der er meget optaget af spådom, mener dog, at der skal en mere spirituel tilgang til, for at finde beviset. Derfor har hun inviteret sandsigerske Magna Maanesten til at klare opgaven. Men nu sidder Hertug Konrad arresteret i Morsø Arrest, og Frk. Rose prøver at forstå, hvad der egentlig er sket…

Hvem er offeret?
Hvad er motivet?
Hvem er skyldig?

Kom til Højriis Slot og opklar mysteriet – det er sjovt for alle!

 

Praktisk information

Mysteriet på Højriis Slot afholdes hvert år i juli i sommerferien. Arrangementet finder sted på Højriis Slot på Mors.

Hold øje med aktuelle datoer, billetinformation og program via Højriis Slots hjemmeside og sociale medier.