
Hvalpsund Lystbådehavn
Velkommen til Hvalpsund Lystbådehavn – en moderne havn ved Limfjorden, hvor du finder et hyggeligt miljø og masser af aktiviteter og oplevelser hele sommeren.
Oplev den ægte lystbådehavnsstemning ved Limfjorden på havnen i Hvalpsund. Byen er et maritimt paradis med adgang til hele tre fjorde – Limfjorden, Skive Fjord og Hjarbæk Fjord – hvilket gør Hvalpsund Lystbådehavn til et naturligt mødested for lystsejlere. Her bliver du mødt af en varm og imødekommende atmosfære, og der er altid en hjælpsom sjæl i nærheden. I sommermånederne kan du desuden nyde den særlige tradition, hvor en lokal trompetist spiller solen ned hver aften på havnen.
Moderne faciliteter
Havnen byder på alle de moderne faciliteter, en lystsejler har brug for: toilet og bad, sejlerstue, et nyrenoveret køkken, vaskemaskine og tørretumbler samt en hyggelig grillplads, hvorfra du kan nyde solnedgangen over Limfjorden. Hvalpsund Lystbådehavn er desuden ideel for børnefamilier med legeplads, strand og udstyr til krabbefangst – der kan sættes løs på krabbevæddeløbsbanen ved klubhuset.
Kun ti minutters gang fra havnen finder du lokale indkøbsmuligheder, hvor du kan skaffe det meste til dit ophold i Hvalpsund.
I den store hvide bygning på havnen ligger Hvalpsund Pakhus, som serverer lækre frokost- og aftenretter med udsigt over fjorden. Ved færgehavnen kan I besøge Havnens Oase, hvor der bydes på alt fra italienske pizzaer og sprøde grillkyllinger til kaffe og is – og stedet omtales endda som Hvalpsunds mest berømte ishus. På samme havn ligger også Hvalpsund Færgekro, der har eksisteret siden 1669 og i dag drives af femte generation.
Sommerbyen ved Limfjorden
Hvalpsund er en by, der om sommeren tiltrækker både lokale og turister med sin maritime stemning, de dejlige strande og de mange aktiviteter langs fjorden. Byen er samtidig et yndet sted for naturelskere, da den ligger på Louns Halvøen – et naturskønt område med smukke vandreruter, omgivet af vand på næsten alle sider.
Oplevelser i og omkring Hvalpsund
På færgehavnen i Hvalpsund kan du leje cykler på time- eller døgnbasis eller prøve kræfter med SUP-boards og kajakker. Hop på cyklen og kør til Hvalpsund Familie Camping der har deres helt egen Put & Take sø, hvor du kan være heldig at få en ørred på krogen.
Bare 3–4 kilometer fra havnen finder du Herregården Hessel, Danmarks eneste stråtækte herregård. Hele sommeren byder de på et væld af aktiviteter, hvor du får et indblik i livet på landet.
Fra Hvalpsund sejler færgen til Sundsøre hver halve time. Her finder du Brænderiet Limfjorden, hvor du om sommeren kan nyde dagens platte og smage deres friskbryggede øl på den hyggelige terrasse.