
Skive Løbet
Skive Løbet foregår i naturskønne omgivelser med ruter langs Limfjorden, gennem engene ved Karup Å og i Krabbesholm Skov. Undervejs løbes der på både asfalt, stisystemer og skovstier, hvilket giver en varieret og oplevelsesrig rute.
Skive Løbet
Løbet er et af de største motionsløb i Jylland og arrangeres af Skiveløbsudvalget. Start og mål er placeret på Strandvejen.
Halvmaraton og 9 km-ruten følger fjorden forbi campingpladsen og tilbage mod Skive. Her løbes der på både nye og kendte dele af ruten, inden turen afsluttes med en smuk passage gennem skoven.
5 km-ruten starter med det samme op ad Resenlundbakken. Det giver en hård åbning på løbet, men til gengæld venter der ikke flere bakker af samme kaliber. Når bakken er passeret, fortsætter ruten ad den gamle strækning tilbage mod skoven, hvor de sidste cirka 1,5 km løbes inden mål.
2,6 km-ruten er helt ny. Også her går turen langs Skive Fjord til enden af skoven, hvorefter ruten drejer til venstre ind i skoven og fortsætter tilbage forbi Resenlund og ned til Spejderhuset. Herfra følger man samme vej som de øvrige distancer ud på Strandvejen og i mål.
Guldiplomløbet er på i alt 16,6 km og henvender sig til løbere, der deltager i tre distancer: 2,6 km, 5,0 km og 9,0 km. De tre løb har sammenfaldende start og ruter. Et løb for de virkelig seje.