©  Foto:

Skive Plantage

Der er 3 afmærkede stier i Skive Plantage på henholdsvis 2,9 – 4,5 – 7,0 km. Parkering på Bjørnevej.
Du er naturligvis velkommen til at udforske skoven også uden for de afmærkede ruter.

Skive Plantage blev anlagt i perioden 1940-1950. Skive Kommune opkøbte arealerne, og selve tilplantningen blev udført af arbejdsløse under Hedeselskabets ledelse. Skive Plantage samt Svansø og Fly plantager, som Skive Kommune ejer, dækker samlet et areal på ca. 230 ha.

Plantagen blev fortrinsvis tilplantet med rødgran, men flere voldsomme stormfald bl.a. i 1981 og 2005 og efterfølgende insektangreb har efterhånden medført, at ingen af de oprindelige rødgraner står tilbage. Det har åbnet mulighed for at starte en forandring af skovens udseende fra mørk nåletræsplantage til lys og varieret løvskov. Skive Kommune genskaber samtidig mindre åbne arealer med skovheder og lysninger omkring gravhøjene, som ellers oprindeligt blev tilplantet. Der er også udvalgt arealer til naturlig foryngelse, hvor naturen og skoven får lov til at udvikle sig uden menneskelig indgriben. Denne udvikling medfører, at skovene efterhånden får et større naturindhold og bliver mere varierede og stabile. Dermed øges også de rekreative værdier.

Som en del af den naturnære drift af skovene efterlades døde træer i stort omfang, både som stående og liggende stammer til gavn for insekter og hulrugende fugle.

Forhistorie

Området, hvor Skive Plantage ligger, er meget sandet. Det har derfor været forholdsvist let at opdyrke med fortidens redskaber. Der er således spor af bopladser, gravhøje og offerfund, som strækker helt tilbage til den tidlige bondestenalder, ca. 3500 år f.kr. og frem til år 0.

I plantagen findes i alt 16 gravhøje, som kan stamme helt tilbage fra yngre stenalder. Højene er også blevet brugt i flere senere faser, så de er vokset både i højden og i bredden. Der er også tydelige spor efter tidlig menneskelig aktivitet på 2 jernalder oldtidsagre, som stammer fra år 500 f.kr. – år 0. Oldtidsagrene er nogle af de bedst bevarede i Danmark. De små jordvolde, der omgiver markerne, er velbevarede, fordi de har ligget uopdyrket, siden de var i brug. Siden jernalderen har arealet formentlig ligget hen som hede.

Praktiske oplysninger
Du må færdes til fods overalt i offentlige skove hele døgnet. Du må cykle på veje og stier. Ridning må ligeledes finde sted på veje og stier, men under hensyn til den gående færdsel. Kørsel med sulky er kun tilladt på de anviste stier mandag – lørdag, ingen kørsel om søndagen. Overtrædelse medfører bortvisning. Hunde i snor er velkomne, dog kan hunde færdes frit, men stadig under fuld kontrol, i den indhegnede hundeskov. Du må samle bær, svampe, mos, blomster m.v. til eget forbrug, hvilket i praksis svarer til, hvad der kan være i en bærepose. Hvis du ønsker at benytte skoven til større arrangementer, skal du forinden søge om tilladelse hos Skive Kommune, Teknisk Forvaltning. Drift Driften af skoven administreres af: Skive Kommune, Park og Vej, Rådhuspladsen 2, 7800 Skive, Kent Larsen. Tlf. 99 15 36 65, e-mail: keal@skivekommune. dk

NB: læg mærke til evt. skilte om jagt.