©  Foto:

Virksund Lystbådehavn

Virksund Lystbådhavn

I læ for alle vindretninger og ved Virksunddæmningen ligger Virksund Lystbådehavn. Den hyggelige havn med 50 år på bagen udgør et naturligt pit stop for gæstesejlere, kajakroere, autocampere, cykelmotionister og motorcyklister mv., når de kommer til dæmningen, som forbinder Skive og Viborg kommuner over fjorden.

Den hyggelige havn med fiskerhuse er med i frihavnsordningen og har plads til 150 både. Lige overfor havnen findes en badestrand og sandodde, som også er fritidsfiskernes foretrukne fangstplads, når linen kastes ud efter sild og hornfisk.

På havnen findes flere grillpladser, en moderne legeplads, nye shelters med en gratis fri udsigt til fjorden samt sejlerkøkken og baderum. Der findes en kran til bådløft og en jolleplads med ophalersted.

I tilknytning til havnen er også en hyggelig cafe, som holder åbent for alle besøgende hen over sommeren. En gang imellem kan du opleve, at en sælunge svømmer ind i havnen og kigger nysgerrigt op mod cafeen.

Tæt ved havnen findes stisystemer, en varieret natur med udsigt til land, vand og sø. Efter få minutters gang kan du besøge Tanghuset og læse om tidligere tiders udvinding af tang eller nyde udsigten fra Marens Patter. I havnen ses også fire nye molefyr med indbygget visuel vejrstation. De 2 m høje fyr er designet af Jacob Jensen, der er kendt for sit designarbejde for bl.a. B & O.

Om sommeren er der plads til autocampere på parkeringspladsen bag cafeen, mens pladsen om vinteren benyttes som opbevaringsplads for havnens både.

 

Yderligere information:

For mere information om havnen, se Virksund Lystbådhavn´s hjemmeside