Destination Limfjorden
Nyheder

9. jun. 2026

Experimentarium ser mod Skive-egnen: GreenLab kan blive internationalt oplevelsescenter

Destination Limfjorden, GreenLab og Experimentarium har sat gang i en grundig forundersøgelse. Målet er at afdække mulighederne for at etablere et internationalt oplevelsescenter i hjertet af Skive Kommune – med potentiale til at betyde mere for regionen end blot en ny turistattraktion.

Foto: GreenLab

Skive Byråd har netop bevilget 800.000 kroner til en forundersøgelse af et muligt Experimentarium i GreenLab, den internationale grønne industripark midt i Skive Kommune. 

Bag initiativet står tre parter: Destination Limfjorden, GreenLab og Experimentarium. Forundersøgelsen løber frem til foråret 2027 og munder ud i en vurdering af projektets potentiale inden en egentlig finansieringsindsats sættes i gang.

Adm. direktør Kim Gladstone Herlev fra Experimentarium ser store perspektiver ved et eventuelt samarbejde:

I 35 år har Experimentarium inspireret børn og unge til at udforske naturvidenskab, teknologi og bæredygtighed. Nu har vi en ambition om at bringe vores oplevelser ud til børn, unge og voksne i hele landet, og samarbejdet med GreenLab er en fantastisk mulighed for at gøre netop det. Som non-profit organisation investerer vi alt overskud i vores mission, og vi vil se frem til at bringe vores stærke engagement til Skive og skabe oplevelser til glæde for familier og skoler fra hele regionen og for besøgende fra nær og fjern," siger Kim Gladstone Herlev, adm. direktør i Experimentarium.

GreenLab er allerede ved at etablere et innovationscenter, der efter planen står klar i 2028, og det gør lokationen endnu mere oplagt, mener Kim Gladstone Herlev:

”Kombinationen af en stærk industripark og et innovationscenter åbner døren for noget, der ikke blot er en regional attraktion, men et egentligt formidlingscenter for grøn omstilling og fremtidens teknologier – og potentielt et sted, hvor vi også udvikler og afprøver helt nye måder at formidle på,” siger han.

GreenLab: Fra industripark til oplevelsesdestination

GreenLab er i dag en af Danmarks mest profilerede grønne industriparker og en anerkendt destination for bæredygtig industriudvikling – nationalt såvel som internationalt. 

Med et innovationscenter og et tilknyttet forskningsmiljø er potentialet for at kombinere erhverv, viden og oplevelse større her end næsten noget andet sted i landet. Inden for én times kørsel fra GreenLab er omkring 500.000 mennesker bosat – og det samme område tager hvert år imod cirka seks millioner turister.

Søren Husted-Pedersen, chef for innovationscenteret ved GreenLab, er ikke i tvivl om, at idéen om at etablere Experimentarium ved GreenLab er den rigtige:

”Det er ikke bare en god idé – det er en sindssygt god idé. På GreenLab kan du med egne øjne ’sparke dæk’ på dét, der skal til for at få den grønne omstilling til at ske – i fuld skala, ikke som en model i et klasselokale. Og med Experimentarium lige ved siden af vores innovationscenter bliver det to tandhjul, der passer perfekt sammen,” siger han.

Udvalgsformand: Et løft med betydning for bosætning

Gregers Frederiksen er formand for Erhvervs-, Turisme- og Arbejdsmarkedsudvalget i Skive Byråd og var med til at sikre de 800.000 kroner til forundersøgelsen:

”Der er mange spændende ting på vej i GreenLab, som jeg tror kan skabe stærke synergier med Experimentarium. Det her har potentiale til at sætte Skive-egnen på landkortet på en helt ny måde – og den største gevinst bliver måske ikke turisterne, men bosætningen,” siger Gregers Frederiksen.

Destination Limfjorden: En vitaminindsprøjtning til hele regionen

Også hos Destination Limfjorden, der er én af parterne bag forundersøgelsen, er der glæde over nyheden:

”Det er en kæmpe succes for os som destination, at vi har kunnet forene så stærk en partnerkreds om sådan et fyrtårns tiltag. Det her kan blive en stærk ”reason to go” for vores egn og en vitaminindsprøjtning til hele regionen hvis projektet kan realiseres,” siger Rasmus Friis Sørensen, direktør, Destination Limfjorden.

Forundersøgelsen vil desuden generere værdifuld viden om regionens potentialer – ikke blot for turismen, men for erhvervsudvikling og bosætning på én gang. Den kan også bruges i relation til UNESCO-verdensarven ved Fur, hvor der ventes en afklaring til juli – uanset hvad forundersøgelsen ender med at vise, forklarer han.

Mere end en turistattraktion

Et Experimentarium ved GreenLab vil ikke blot tiltrække besøgende udefra. Det vil også fungere som et videnspædagogisk center for skoler, uddannelsesinstitutioner og borgere i hele regionen – og som en profileringsdestination, der understøtter GreenLabs internationale brand inden for grøn omstilling.

Forundersøgelsen gennemføres i løbet af det kommende år. Parterne venter at have et fuldt beslutningsgrundlag klar i foråret 2027.

Om parterne bag forundersøgelsen

Experimentarium er Danmarks førende science center med base i Hellerup. Med over 35 års erfaring i at udvikle interaktive udstillinger og læringsaktiviteter besidder Experimentarium et stærkt internationalt brand og bred erfaring med design og drift af interaktive oplevelser med fokus på naturvidenskab, teknologi og bæredygtighed. Som led i Experimentariums ambitiøse strategi om at blive landsdækkende, afdækker Experimentarium samtidig muligheder for at etablere oplevelsescentre i Vejle og Kalundborg.

GreenLab er en af Danmarks mest kendte grønne industriparker og en international reference inden for bæredygtig industriudvikling. GreenLab huser en række innovative virksomheder og er i gang med at etablere et nyt innovationscenter.

Destination Limfjorden er den regionale turismeorganisation for Limfjordsområdet og arbejder med at udvikle og profilere regionen som destination for erhvervs- og fritidsturisme.

Kontakt for yderligere oplysninger