2. sep. 2026
Rasmus Friis Sørensen stopper som direktør i Destination Limfjorden
Efter knap tre år i spidsen for Destination Limfjorden har Rasmus Friis Sørensen valgt at søge nye udfordringer. Han siger farvel til en destination med ny strategi, en klar retning for turismen som drivkraft for udviklingen af hele egnen og et stærkt kommunalt mandat.

Destination Limfjorden skal have ny direktør
Rasmus Friis Sørensen har valgt at stoppe som direktør for destinationsselskabet, der dækker Skive, Struer og Morsø Kommuner. Han fratræder sin stilling i løbet af efteråret, senest 30. november. Hvad næste kapitel i hans arbejdsliv bliver, offentliggøres på et senere tidspunkt.
Rasmus Friis Sørensen tiltrådte som direktør i januar 2024. Siden har Destination Limfjorden blandt andet vedtaget en ny strategi frem mod 2035, hvor ambitionen er at gøre turismen til en løftestang for erhvervsudvikling, landdistrikter, byer og den fælles branding af egnen.
"Det har været nogle utrolig spændende år, og jeg er både stolt og glad for det sted, Destination Limfjorden står i dag. Vi har sammen sat en ambitiøs retning og fået skabt en organisation, som ikke alene arbejder med at tiltrække gæster, men som bruger turismen aktivt til at skabe udvikling på tværs af vores egn. Det har kun kunnet lade sig gøre gennem et stærkt samarbejde med kommunerne, virksomhederne, lokalsamfundene og ikke mindst et fantastisk team i Destination Limfjorden," siger Rasmus Friis Sørensen.
En destination i en stærk position
Destination Limfjorden har i de senere år styrket fokus på den langsigtede destinationsudvikling. Den nye strategi sætter blandt andet mål om at øge turismeomsætningen med en milliard kroner og samtidig gøre turismen til en stærkere medspiller i udviklingen af virksomheder, byer og landdistrikter.
Samtidig står destinationen med en række markante udviklingsmuligheder på tværs af de tre kommuner. I sommeren 2026 fik området desuden en historisk international anerkendelse, da Hanklit på Mors og Knudeklint på Fur blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.
For Alfred Brunsgaard, borgmester i Skive Kommune og formand for Destination Limfjorden, er der derfor både ærgrelse og stor anerkendelse i afskeden.
"Vi er selvfølgelig kede af at skulle sige farvel til Rasmus, men først og fremmest skylder vi ham en stor tak. Han har været med til at sætte en meget tydelig retning for Destination Limfjorden og har løftet vores blik på, hvad turismen kan betyde for hele vores egn. I dag står vi med en ambitiøs strategi, en stærk organisation og en række store udviklingsmuligheder. Rasmus har været med til at bringe Destination Limfjorden ind i en stærk ny fase, som vi nu skal bygge videre på," siger Alfred Brunsgaard, borgmester i Skive Kommune og formand for Destination Limfjorden.
Stærkere samarbejde på tværs
Destination Limfjorden er et fælles destinationsselskab for de tre kommuner, og netop det tværkommunale samarbejde har været centralt i den strategiske retning. Strategien lægger vægt på, at turisme skal tænkes sammen med blandt andet erhvervsudvikling, byudvikling, landdistrikter og kultur.
"Rasmus har haft en stærk evne til at se muligheder på tværs af kommunegrænser og samtidig forstå, at udviklingen skal kunne mærkes lokalt. Turismen er ikke en isoleret dagsorden. Den hænger tæt sammen med vores erhvervsliv, vores byer, vores landdistrikter og de steder, hvor mennesker bor og lever. Den forståelse har Rasmus været med til at forankre i Destination Limfjorden, og det er et vigtigt aftryk, han sætter," siger Marianne Bredal, borgmester i Struer Kommune.
Også borgmester i Morsø Kommune Jens Dahlgaard fremhæver det fundament, som den kommende direktør får mulighed for at arbejde videre fra.
"Destination Limfjorden står foran nogle meget store muligheder, og Rasmus har været med til at gøre organisationen klar til at gribe dem. Vi har fået en langsigtet retning og et stærkt samarbejde mellem kommuner, erhverv og destination. Og med blandt andet UNESCO-anerkendelsen har vi fået nye muligheder, som vi nu skal omsætte til udvikling for hele området. Det er et stærkt fundament at bygge videre på," siger Jens Dahlgaard, borgmester i Morsø Kommune.
Giver depechen videre
For Rasmus Friis Sørensen er beslutningen om at stoppe truffet med både glæde over det, der er nået, og stor tro på Destination Limfjordens videre udvikling.
"Jeg kommer selvfølgelig til at savne både kollegerne og alle de mennesker, jeg har arbejdet sammen med omkring Limfjorden. Men jeg er også glad for at kunne give depechen videre på et tidspunkt, hvor der er en klar retning og masser af energi i organisationen. Der er virkelig meget at bygge videre på, og jeg er helt sikker på, at Destination Limfjorden kun bliver endnu stærkere i de kommende år," siger Rasmus Friis Sørensen.
Rasmus Friis Sørensen fortsætter som direktør gennem efteråret og senest frem til udgangen af november 2026 og vil frem mod sin fratrædelse sikre en god overdragelse af opgaverne.
Bestyrelsen for Destination Limfjorden vil nu igangsætte processen med at finde en ny direktør.
Fakta om turismen i Destination Limfjorden
Destination Limfjorden er det fælles destinationsselskab for Skive, Struer og Morsø Kommuner.
Turismen i destinationen tegner sig årligt for omkring 1 million overnatninger og et samlet turismeforbrug på cirka 1,9 milliarder kroner. Turismen understøtter mere end 2.000 årsværk, svarende til 5,2 procent af den samlede beskæftigelse i området.
Destinationen har mere end 250 partnere og omfatter blandt andet 530 kilometer kystlinje og 18 havne. Cirka 75 procent af overnatningerne kommer fra danske gæster, mens omkring 25 procent kommer fra internationale gæster.
