Top-tjenere dyster til Østers- og Muslingepremiere på Mors
Et udpluk af landets bedste tjenere skal dyste mod hinanden i Tjener battle 2023 i forbindelse med Østers- og Muslingepremieren, der finder sted fredag d. 13. oktober – søndag d. 15. oktober på havnen i Nykøbing Mors. Tjener battle kan opleves søndag.
Publikum har fri entré til Øster- og Muslingepremierens telt på havnen, hvor der er mulighed for at følge både Tjener battle og kokkekonkurrencen DM i Østersgastronomi på samme tid.
Ved køb af billet til arrangementet DM Lunch & Wine sikrer man sig desuden en plads ved et af tjenerbordene under dysten, hvor tjenerne vil yde topservice og servere en 3-retters menu med vine. Hovedretten er tilberedt af DM-kokketeamet og de selvsamme retter serveres også for dommerne i konkurrencen DM i Østersgastronomi.
Dygtige tjenere fra hele landet
De i alt otte udvalgte tjenere udgør et stærkt deltagerfelt.
Den regerende vinder af sidste års Tjener battle Kristine Slott-Olsen fra Michelin restauranten Formel B og lilleB i København kommer for at forsvare sin titel. Udover Kristine Slott-Olsen deltager Yaser Alnatour, Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia, Jill Vølcker, Sdr. Bjert Kro ved Kolding, og Henrik Lindegaard Petersen, Kokkedal Slot Copenhagen, der alle var med i Tjener battle 2022.
De øvrige fire i deltagerfeltet stiller alle op for første gang.
Simone Westerberg arbejder til daglig på Kong Hans Kælder i København. Hun er udlært tjener fra Restaurant Lieffroy og har efterfølgende været på Restaurant Frederikshøj, inden hun for tre år siden kom til Kong Hans Kælder. Simone Westerberg vandt i marts titlen Årets Tjener 2023.
Lena Hahn Atzen er ansat på Molskroen i Ebeltoft, hvor hun er assisterende restaurantchef. Hun er nyudklækket tjener og har ved siden af elevtiden taget uddannelsen til sommelier.
Morten Toft Petersen er en del af den faste stab på Restaurant Fusion i Aalborg og hjælper desuden til ved større og mindre lejligheder i kongehuset.
Derudover deltager Nick Anker Schøler, der for nylig blev ansat som restaurantchef på Hotel Ny Hattenæs i Silkeborg. Han er et velkendt ansigt til Østers- og Muslingepremieren, da han flere gange har konkurreret i DM i Champagnesabling og Østersåbning. Nu skal han for første gang være med i Tjener battle.
Krav og regler
Tjener battle handler om meget mere end at give de spisende gæster en sublim service.
”Tjenerne skal klare alt fra borddækning til at finde det perfekte vinmatch til retterne, hvor hovedretten er tilberedt af kokkene i DM i Østersgastronomi. De skal desuden færdiggøre desserten ved bordene og kreere en ny champagnecocktail til lejligheden,” siger Thomas Riis, der er vicepræsident i Kokkeforeningen Danmark.
Tjenerne vil blive bedømt på en lang række parametre som blandt andet den gode service.
”Men velkomstdrink, borddækning, værtskab og den faglige kunnen på alle niveauer spiller også ind”, siger Thomas Riis.
I år afvikles Tjener battle for anden gang i forbindelse med Østers- og Muslingepremieren. Dysten arrangeres af Kokkeforeningen Danmark og Foreningen Danmarks Skaldyrshovedstad.
Vinderen af Tjener battle løber med titlen Årets Vært samt en præmiesum på 20.000 kr.
Deltagere i Tjener battle 2023
- Kirstine Slott Olsen, formel B og lilleB i København
- Morten Toft Petersen, Restaurant Fusion i Aalborg
- Simone Westerberg, Kong Hans Kælder i København
- Lena Hahn Atzen, Molskroen i Ebeltoft
- Nick Anker Schøler, Hotel Ny Hattenæs i Silkeborg
- Yaser Alnatour, Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia
- Jill Vølcker, Sdr. Bjert Kro ved Kolding
- Henrik Lindegaard Petersen, Kokkedal Slot Copenhagen
Fotos
Deltagerne:
https://www.skyfish.com/sh/cbfba278e9f49f9ed2245143ff9e9a899ec7f160/1a89038e/2140793
Pressefotos fra søndag i 2022 – fotograf Jesper Rais:
https://www.skyfish.com/sh/36a8460eceeb956130d9a77a927c7f3666c19639/1ade0395/2148936
Yderligere information
Thomas Riis, vicepræsident Kokkeforeningen Danmark, tlf. 22630246
Kristina Lehmann Schjøtt, direktør Destination Limfjorden, tlf. 21490730
Solvej Boltz, projektleder Danmarks Skaldyrshovedstad, tlf. 51421470
FAKTA om Østers- og Muslingepremieren
Østers- og Muslingepremieren holdes hver år i uge 41 og skyder østerssæsonen i gang. Premieren holdes i et stort telt på havnen i Nykøbing Mors, som er Danmarks Skaldyrshovedstad. Derudover er der en række arrangementer som østerssafarier, restauranter med særlige skaldyrsmenuer mm.
Premieren arrangeres af Foreningen Danmarks Skaldyrshovedstad og Kokkeforeningen Danmark i samarbejde med en lang række partnere.
PROGRAM - Teltet på havnen
Fredag den 13. oktober
- Wine & Dine med østers og muslinger i teltet på Havnen. Kokkene er Rasmus Kardyb fra Limfjordens Hus og Mette Dahlgaard fra Falsters Kyst.
Lørdag den 14. oktober
- Landing af sæsonens første østers.
- Premieren og Limfjordskokke.
- DM i Champagnesabling og Østersåbning.
- Konkurrencerne med både forrunder og finaler kan følges af publikum i løbet af dagen.
Der er gratis entré hele dagen. I teltet sælges tastings tilberedt af Limfjordskokkene, muslinger dampet af Skaldyrsfestivalen og østersbaren er åben.
Der er mulighed for på forhånd at købe billet til Champagnebrunch og Limfjords-Lunch.
Søndag den 15. oktober
- DM i Østersgastronomi og Tjener battle
Der er gratis entré hele dagen. I teltet sælges tastings tilberedt af kokkene i DM i Østersgastronomi, muslinger dampet af Skaldyrsfestivalen og østersbaren er åben.
Der er mulighed for på forhånd at købe billet til DM Lunch & Wine samt DM Tasting Menu.
Se mere om programmet på linket: Østers- & Muslingepremiere - Skaldyrskysterne