Destination Limfjorden opruster med ny, stærk profil i bestyrelsen

1.9.2025
photo_by: Destination Limfjorden

Thomas Heilskov er indtrådt i Destination Limfjordens bestyrelse. Han er regionsdirektør for erhverv i Sparekassen Danmark i Region Vestjylland.

Thomas Heilskov, Sparekassen Danmark

photo:Destination Limfjorden

Med et stærkt fokus på vækst og at turisme er egnsudvikling, har 57-årige Thomas Heilskov, der er vokset op i Skive og nu bor i Thise, sat sig om bestyrelsesbordet i Destination Limfjorden.  Han har de sidste fem år været regionsdirektør for erhverv i Sparekassen Danmark i Region Vestjylland, har tidligere været med i bestyrelsen for Business Skive og ser turisme som et stort potentiale for det område, han er aktiv i.

Vi undervurderer ofte turismens betydning for et lokalområde. Udover at turisterne lægger en del penge, skaber det jo arbejdspladser, og på sigt tror jeg også på, at det kan skabe tilflytning og dermed nye medarbejdere til virksomhederne på vores egn”, siger Thomas Heilskov.

På den måde ser han, at turismen kan være med til at udvikle både erhvervslivet og lokalområderne.

For Thomas Heilskov har det stor betydning at gå ind i et samarbejde mellem tre af de kommuner, han bevæger sig meget i.

”Det at de tre kommuner, Morsø, Skive og Struer, arbejder så tæt sammen med fælles mål om at brande og udvikle vores område, synes jeg er utrolig vigtigt. Netop ved at stå tæt sammen kan vi skabe vækst og arbejdspladser i vores område”, siger han.

Ny strategi fordrer nye kompetencer

Destination Limfjorden har for nylig vedtaget en ny strategi og Thomas Heilskovs indtræden i bestyrelsen er en strategisk underbygning af bestyrelsens kompetencer i forhold til strategiens fokusområder. Det er en ambitiøs strategi, hvor målet er at øge turismeomsætningen med 1 mia. og hvor ambitionen er at gøre turismen til en løftestang for at udvikle virksomheder og lokalsamfund.

”Vi fokuserer på at øge turismeomsætningen i vores destination samtidig med at vi ønsker at udvikle landdistrikterne til gavn for både turister og lokale. At få et bestyrelsesmedlem med finansiel baggrund, der har fokus på hvordan vi vækster vores turisterhverv, er derfor en strategisk styrkelse af vores destinationsselskab, særligt med Thomas’ erfaring, lokalkendskab og interesse for turismen”, siger formand Peder Chr. Kirkegaard, der er borgmester i Skive Kommune.

Thomas Heilskov trådte ind i bestyrelsen i juni og er valgt for to år.

Rasmus Friis Sørensen - direktør ved Destination Limfjorden
For yderligere oplysninger

Direktør

rfso@destinationlimfjorden.dk