Limfjorden, Badebro, Vinterbadning, Solnedgang

Svensk journalist på pressetur ved Skive, Mors og Struers kanter

20.10.2021
Foto: Destination Limfjorden

I denne uge har en svensk journalist været på besøg i Morsø, Struer og Skive Kommune, som udgør Destination Limfjorden.

Netop i disse dage er den svenske freelancer journalist Johan Öberg på visit i Destination Limfjorden, hvor han vil besøge flere af destinationens turismevirksomheder, med henblik på at skabe mere opmærksomhed på vores område overfor svenske turister.

Destination Limfjorden har i samarbejde med Danmarks Skaldyrshovedstad og VisitDenmark’s markedskontor i Sverige, fået den svenske freelancer journalist Johan Öberg til Skive, Mors og Struer kommuner fra mandag den 18. til torsdag den 21. oktober. Han vil skrive artikler omkring Limfjordsområdet og vores østers for svenske ’TT Nyhetsbyrån’, som er et stort skandinavisk nyhedsmediahus.

Destinationsdirektør Kristina Lehmann Schjøtt fortæller: ”Vi er meget begejstret for, at han har valgt at komme til vores område, for at udforske de særlige oplevelser vi kan tilbyde. Det er en god mulighed for at få svenskernes øjnene op for de skjulte skatter der gemmer sig her. Og eftersom han er i vores område over flere dage, har vi også mulighed for at sammensætte et program, hvor han får set store dele af Destination Limfjorden – og det er vi rigtig glade for.”

Programmet byder blandt andet på en rundvisning med whiskysmagsprøver hos Brænderiet Limfjorden samt østerssafari med Jyllandsakvariet, hvor han iført et par waders skal plukke og efterfølgende smage sine egne østers. En rigtig god vandkantsoplevelse. Derudover skal han besøge Østersbaren i Glyngøre, hvor han vil lære mere om østers og skaldyr. På presseturen kommer han også til at være ’arkæolog for en dag’, når han sammen med Mors Museum skal udforske den specielle undergrund på Mors med moler og fossiljagt.

Gennem hans ophold ved Limfjorden vil han overnatte på Struer Grand Hotel og Steenbergs Hotel og Brasserie i Nykøbing Mors. Dertil skal han besøge flere nærliggende kroer og restauranter, som passer godt til de aktiviteter, der er planlagt i Limfjordsområdet. Højslev Kro, Restaurant Ved Fjorden i Struer, Limfjordens Hus i Glyngøre, Cafe Holm og Steenberg i Nykøbing Mors bliver spisestederne. Som den sidste del af turen, spiser han frokost på Lybystrand til den smukke udsigt udover Limfjorden, hvor der kan ses til Skive Havn og Lundø.
”Da Johan Öberg er meget interesseret i historien omkring Limfjordsøsters og skaldyr, har vi fået ham ud til de aktører, som brænder for præcis dette. Hertil har vi fundet nærliggende og charmende steder, hvor han skal spise og overnatte – steder som er et besøg værd som turist i Destination Limfjorden,” fortæller Kristina Lehmann Schjøtt.

På hele presseturen vil Johan Öberg være ledsaget af Colin John Seymour Jr., direktøren for Skaldyrshovedstaden. Colin har stor viden omkring østers og skaldyr, men også omkring Limfjordensområdet og er derfor med til at give Johan et oplevelsesrigt ophold i Limfjordslandet.
 

For nærmere information