
Naturpark Sdr. Lem Vig
Udforsk enestående landskaber og rigt dyreliv i Naturpark Sønder Lem Vig. Her venter store naturoplevelser og levende kulturhistorie.
Smør madpakken, grib kikkerten og hank op i svampekurven. Uanset om du nyder naturen i vandrestøvler, løbesko eller på langrendsski, kan du se frem til enestående oplevelser under åben himmel i Naturpark Sønder Lem Vig.
Naturpark Sønder Lem Vig dækker over et område med meget varieret natur, og naturparken strækker sig over cirka 975 hektar fra Håsum Enge i øst til Venø Bugt i vest.
Naturparken tager udgangspunkt i Sønder Lem Vig, men breder sig også 92 hektar ind i Holstebro Kommune i naturparkens sydlige del.
Naturpark Sønder Lem Vig indeholder en række forskellige landskabs- og naturtyper, beboelse, landbrug, fritidsfaciliteter, kulturhistorie og fortidsminder, og så indeholder naturparken også store landskabelige og geologiske værdier i det slettelandskab, der blev dannet under afsmeltningen af den sidste istid.
Skive Kommune ønsker at binde det historisk interessante og naturskønne område sammen med en række naturstier. Fortællinger om naturen, landskabet og historien skal være med til at synliggøre en egn i Danmark, hvor fiskeørnen jager over søerne, og hvor kæmpestore dødis-huller sender os på en rejse 10.000 år tilbage i tiden.