©  Foto:

Ørum Kirke

Ørum kirke ligger på en bakke i Nr. Ørum, ikke så langt fra herregården Strandet, hvis ejere den var sognekirke for. Ejerne af Strandet havde en lukket begravelse under alteret, og altertavlen, prædikestolen og de øverste kirkestole er påmalet våben og navne med tilknytning til Strandet. Kirken består af romansk skib og kor, sengotisk tårn og et våbenhus fra 1894, tegnet af arkitekt Wiinholdt, Viborg. Kirkebygningen præges af tårnet, hvis grundareal svarer til 2/3 af skibets.

Den romanske kirkebygning er opført af granitkvadre, mens tårnet er opført af kvadre og munkesten. På skibets søndre hjørne sidder en skaktavl-kvader. Kvaderstenen har 7 x 11 felter, så den har ikke noget med skak at gøre - og dens betydning er stærkt omdiskuteret. Der findes lignende kvadre på Grinderslev og Grønning kirker.

På det oprindelige, kvadermurede alterbord står der en renæssance-altertavle fra 1610-1620 med manieristiske malerier af korsfæstelsen og opstandelsen. I alterskrankens rækværk blev en smedejernslåge med kong Frederiks IV?s monogram indsat ved en restaurering i 1970-72. Prædikestolen er samtidig med altertavlen. Stolenes døre og paneler er dekorerede med pietistiske allegorier fra midten af 1700-tallet.

Kirkens gamle klokke er formentlig støbt i 1200-tallet. Den var i brug indtil 1972 og står nu i tårnrummet. I våbenhuset hænger en gammel kirkestævne-tavle. Herpå skrev degn eller sognefoged besked, når der skulle holdes kirkestævne. På kirkestævnet oplæstes love og bekendtgørelser, som menigheden skulle rette sig efter.

I tagkonstruktionen findes enkelte svedne spær, som fortæller om et slag under Wallensteinkrigene i 1620'erne. Ved slaget blev 30 bønder slået ihjel, og der blev sat ild på kirken. Historien lever videre i forfatteren Jeppe Aakjærs bog om røveren og frihedskæmperen Jens Langkniv", hvor han bl.a. har digtet et slag mellem fjandboerne med Jens i spidsen og den tyske fjende.

Kilde: De lokalhistoriske Arkiver i Salling, Fjends og på Fur.

Kontakt graveren på tlf. 2696 4142 for åbning af kirken.