Windsurfing

Surf-spots på Limfjorden

Foto: Ferievedlimfjorden

Limfjorden er oplagt til surf, og har gode områder til både windsurfing og kitesurfing - både for de øvede og de mere erfarne.

Både ved Glyngøre, Skive Fjord, Hjarbæk Fjord, Virksund, på Venø, ved Hanbjerg Marina og Ejsing Strand er der masser af muligheder for at surfe på Limfjorden. Og her er noget for både nybegyndere og erfarne surfere.

Er du nybegynder?
Så er spottet omkring Virksund på Hjarbæk Fjord særligt attraktivt, fordi det er smalt, og sejleren er tæt på land hele tiden. Også Venø er gunstig for nybegynderen pga. det beskyttede vandareal. Den østvendte strand ved Hanbjerg Marina giver også gode betingelser for nybegyndere, som ikke skal frygte dybt vand eller farlig strøm.  

Spottet ved Ejsing Strand er Limfjordens mest besøgte spot blandt windsurfere og kitesurfere. Spottet er attraktivt for nybegyndere pga. den lave og jævne vandstand, mens de erfarne surfere udnytter vestenvindens stormstyrke til bl.a. freestyle og slalom.

For den erfarne
Skive Fjord er Limfjordens træningsbane for de bedste windsurfere. Fjordens beliggenhed Imellem Sallings østvendte højderyg og Lundø giver udfordrende vindforhold. Derfor er Skive Fjord forbeholdt erfarne sejlere. Spottet ved Glyngøre er også attraktivt for den erfarne surfer, da vinden kan blive særdeles stærk. Også ved Hanbjerg Marina kan den kraftige vestenvind give de erfarne windsurfere mulighed for at udføre spektakulære tricks.