Lem Kirke
Lem kirke består af romansk apsis, kor og skib, der er opført i granitkvadre.
I slutningen af middelalderen tilføjedes tårnet og våbenhuset, og i 1500-tallet opførtes det meget store og dominerende sydkapel. Tilbygningerne er opført af genanvendte granitkvadre og tegl.
Kirken har før i tiden været stråtækt. I 1500-tallet kom en ung karl til at sætte stråtaget i brand ved at skyde efter duer. De nedbrændte dele af kirken blev i 1588 genopført af kirkens ejer, Tyge Krabbe, som var herremand på Bustrup. Derom vidner en inskription på det bageste stolestade.
Ved samme lejlighed lod Tyge Krabbe også korsarmen bygge. Den blev brugt som begravelseskapel for ham og hans familie.
Mest kendt er Lem kirke for sin store rigdom af romanske granitrelieffer.
Apsis prydes af tvillinggrundbueblændinger, der bæres af pilastre, hvor både baser og kapitæler er rigt profileret, og konsoller formet som menneskehoveder.
Vinduesoverliggeren i apsis viser tydeligt, hvordan det onde lurer over alt.
Rundt omkring på kirken ses flere granitrelieffer blandt andet en basilisk, en drage, heste og en havfrue, der holder sin tvedelte hale i hver hånd. Den delte hale viser tydeligt havfruens splittede sind, og hun hører til de onde magter.
Af kirkens inventar er døbfonten med sit romanske løvværk ældst.
Stolene nærmest koret bærer Tyge Krabbes og hans hustrus våben og navnetræk.
Prædikestolen er ikke særligt udsmykket. På nordvæggen hænger dog et panel fra en ældre prædikestol, som viser de fire evangelister.
På sydvæggen hænger et Emmaus-billede af maleren Hans Smidth, malet i 1872. Maleriet tjente oprindeligt som altertavle, men måtte vige for den smukke mosaikrude i apsis-vinduet af kunstneren Mogens Jørgensen. Ruden blev indsat i forbindelse med en restaurering af kirken i 1964-65.
Kommer man forbi Lem kirke og ser en jomfru gå ind på kirkegården, gør man ifølge sagnet klogt i at ignorere hende - ellers kunne det gå én som Per Vinter. Han vendte sig om og fik sit hoved således fordrejet, at han måtte bede præsten om hjælp til at få det på plads igen. Præstens advarsel lød således: "Når du ser sådan noget, skal du lade det gå sin gang og selv gå din gang".
Kilde:
De lokalhistoriske Arkiver i Salling, Fjends og på Fur