Skaldyr har altså været en vigtig næringskilde igennem historien, men synet på disse har været vekslende. Østers har i mange perioder i historiens løb været anset for en luksusspise, mens muslinger og andre skaldyr har en anden historie.
Limfjordsøsters er verdenskendte! De er at finde på menuerne hos nogle af verdens mest kendte restauranter og de omtales af entusiastiske madskribenter over hele verden. Samtidig er danskerne også selv ved at få øjnene op for denne helt særlige Limfjordsspecialitet, hvorfor den også herhjemme bliver mere og mere populær og en eksklusiv spise.
Forholdene i Limfjorden er gode for skaldyr. Fjorden er rig på næringssalte, som giver god smag til de mange muslinger og øster, der findes her. Bl.a. af denne grund er Limfjordsøsteren anerkendt for sin høje kvalitet, og er en stor delikatesse, der bliver eksporteret ud i flere dele af verdenen. Limfjorden bugner af blåmuslinger, og Danmark er i dag Europas tredjestørste producent – efter Spanien og Italien, og det er kun her, at produktionen er baseret på naturens egne bestande af muslinger. Hovedparten af de muslinger der produceres i Danmark, kommer fra Limfjorden.
At spise skaldyr ved Limfjorden er ikke blot en fantastisk smagsoplevelse – her er plads, smukke udsigter og en ro, som ikke findes mange andre steder i Danmark.
I dag er Limfjorden et af de eneste steder i Europa, hvor der stadig findes større forekomster af den europæiske østers. Derfor kaldes den europæiske østers for Limfjordsøsters. Bestanden af østers svinger dog gennem tiden, og i de senere år er bestanden gået ned på grund af en parasit, som dræber Limfjordsøsters. Derfor er fiskeriet efter Limfjordsøsters midlertidigt stoppet. Til gengæld er der stadig mange stillehavsøsters – også kaldet gigaøsters - i Limfjorden.
Foto:Cathrine Kjærø Ulf Ertmann
Foto:Helle Larsen
Skaldyr har eksisteret længe før mennesker, og allerede i stenalderen var skaldyr en udbredt spise. Dette bevidnes af store skaldynger, der viser hvor skaldyrene var udbredte og udnyttet som fødekilde. Befolkningen ved Limfjordens kyst har udnyttet fjordens ressourcer af skaldyr så langt tilbage som det 6. årtusinde f.Kr. og kulminerede i Ertebøllejægernes tid. De optimale forhold for muslinger, snegle og østers i det der nu kendes som Limfjordsområdet udgjorde et stort og indbydende spisekammer, der understøttede leveforholdene og muliggjorde en befolkningsvækst i området.
Skaldyr har altså været en vigtig næringskilde igennem historien, men synet på disse har været vekslende. Østers har i mange perioder i historiens løb været anset for en luksusspise, men muslinger og andre skaldyr har en anden historie. Muslingerne nævnes ikke – på samme måde som østers – som spise i historisk tid. Faktisk har de i perioder slet ikke været anset som andet end agn.
I 1587 cementerede Kong Frederik II østersens status. Han indførte en eneret på al østersfiskeri og påbød, at alle forekomster af østers tilhørte kongen, så han kunne sikre sin adgang til den luksuriøse spise. Eneretten til alle østers blev håndhævet i flere århundrede med trussel om dødsstraf og da eneretten faldt, overgik retten til staten.
Kongens østerseventyr tog dog ikke udgangspunkt i Limfjorden og Limfjordsøsters. Limfjorden var sandet til i vest og den vestlige del, som strækker sig fra Agger til Løgstør, havde et lavt saltindhold på trods af, at det befandt sig tæt på det salte hav. Her var fiskeriet derfor hovedsageligt fokuseret på ferskvands- og brakvansfiskeri og det var fisk såsom helt, gedder, aborrer og ørreder fiskerne hentede i land. Som resultat af det lave saltindhold, fandtes der på dette tidspunkt ikke østers i Limfjorden, og Kongen måtte derfor hente østers fra bl.a. Vadehavet ved Kattegat samt importere fra Norge.
I februar 1825 ville skæbnen dog, at en kraftig stormflod resulterede i, at det salte vand fra Vesterhavet brød igennem ved Agger Tange og trængte ind i Limfjordens vand. Dette satte en stopper for fersk- og brakvandsfiskeriet i den vestlige del af Limfjorden, fordi havvandet medførte en stigning i vandets saltholdighed.
Bruddet medførte at erhvervsfiskeriet, der havde erhvervet sig ved fiskeriet i fjorden tidligere, led. Levegrundlaget for de fisk de tidligere havde fanget var væk og erhvervet svandt langsomt ind. Med tiden fandt både havets dyre- og planteliv dog ind i Limfjorden og Limfjordsfiskeriet stod nu igen over for en lysere tid og en tid med fremgang. Forholdene i fjorden var ændret, så nu kunne fiskerne bl.a. fiske efter hummere. Det mere salte vand resulterede også i, at Stillehavsøsteren kunne trives i Limfjorden. Til trods for, at fiskeriet var udfordret efter stormfloden, spillede netop østersene en stor rolle indtil 1970’erne. I løbet af 1940’erne opdagede man nemlig for allerførste gang, at fjorden indeholdt østersbanker. I løbet af de næste år, opdagede man, at der var østers at finde over alt i Limfjorden og de bedste østers, mente man, var dem, der kunne fiskes ved Fur, da de var federe end de østers, der var at finde øvrige steder i Fjorden.
Samtidig med, at man opdagede, at østers var udbredt i Limfjorden, var der en stigende interesse for den luksuriøse spise. Dette var dog medvirkende til, at østerseventyret i Limfjorden vendte i løbet af 1970’erne på grund af overfiskning. Nedgangen fortsatte indtil 1990’erne, hvorefter østersene igen fik medvind i Limfjorden.
Trods forholdene for østers i Limfjorden blev forbedret og at østersfiskerne oplevede stor medgang, er østersfiskeriet kommet til at stå i skyggen af Limfjordens muslinger og det store erhverv, der er opstået inden for muslingefiskeri. I 1980’erne oplevede fiskerne en stigning i fangsten af blåmuslinger, der var så markant, at muslingefiskeriet udviklede sig til den vigtigste fiskeriform i den vestlige del af Limfjorden.
Fremdriften for muslingefiskeriet begyndte dog langt tidligere. Under 1. verdenskrig var der mangel på fødevarer og dette betød, at der var gode muligheder for at afsætte Limfjordens muslinger til de krigsførende lande. Da 2. verdenskrig brød ud var der igen stor efterspørgsel fra udlandet og igen var årsagen fødevaremangel. Muslingerne var rige på næringsindhold og var derfor eftertragtede i Tyskland og det øvrige Europa, hvor fødevareknapheden var størst, og derfor var muslingefiskeriet et indbringende erhverv i disse år. De hårdtarbejdende muslingefiskere siges derfor at være krigens reelle vindere, idet de hurtigt kunne dække deres omkostninger og samtidig sende deres dårlige muslinger til soldaterne ved den tyske front, så disse fik andre ting end krig at tænke på.
Da krigen ophørte vendte forholdene for muslingefiskerne dog – den betydelige mindre efterspørgsel medførte, at eksporten stoppede, hvorefter fiskerne igen måtte kæmpe for at få afsat deres varer. I 1970’erne blev nedtur dog til endnu et muslingeventyr: Overfiskeri samt en øgning af mængden af næringssalte i Limfjorden gjorde, at konsumfiskeriet brød sammen, og dette gav muslingerne bedre livsbetingelser. Dette resulterede i, at mange af de tidligere konsumfiskere overgik til muslingefiskeriet og dette oplevede derfor endnu en storhedstid.
Foto:Morsø
Foto:Destination Limfjorden
Havets og saltets tilbagekommen i fjorden i 1825 betød at leveforholdene for skaldyrene blev gode. Retten til at fiske østers i Limfjorden blev herefter forpagtet ud til blandt andre J.B. Steenberg i Nykøbing. Senere overtog Steenberg de resterende forpagteres rettigheder og var herefter eneforpagter af al østersfiskeri i Limfjorden indtil 1861. I dag er J.B. Steenbergs gamle østerspakhus på havnen i Nykøbing omdannet til Steenbergs Hotel & Brasserie, hvor gæster kan opleve bygningens sjæl samt nyde nogle af Limfjordens lækre specialiteter med udsigt til Nykøbing havn.
I 1900-tallet fik Limfjords-Østerskompagniet monopol på al østersfiskeri i Limfjorden. I 1910 flyttede kompagniet fra havnen i Nykøbing og ud på Ørodde, hvor der senere også blev bygget en muslingekonservesfabrik. Kompagniet var i disse år med til at danne grundlag for den form for østersfiskeri og den store medfølgende industri, der blev kendetegnende for Limfjorden. Østersfiskeriet og kompagniets store betydning for Mors og Nykøbing by blev i 1949 understreget, da billedhugger Trine Dreyer skaber skulpturen Østerspigen, der blev skænket til byen af Østers-kompagniet i anledning af dennes 650 års jubilæum som købstad. Østerspigen blev opstillet i Østre Anlæg tæt på Limfjorden, hvor den stadig kan opleves.
Igennem 1960’erne og 1970’erne importerede man franske østers for at dyrke dem i Limfjorden – dette skulle dog vise sig, at være skæbnesvangert, for det medførte at den frygtede østersparasit Bonamia kom til Danmark. I sidste ende resulterede dette i, at kompagniet måtte opgive at producere østers i Limfjorden.
Udbredelsen af Bonamia har flere steder medbragt en udryddelse af den europæiske østers i disse områder, hvilket har ledt vejen for, at stillehavssøsteren er blevet udbredt som en invasiv art. I Danmark findes stillehavssøsteren både i Vadehavet og Limfjorden – men på trods af, at parasitten har været at finde i Limfjorden, så lever den verdenskendte Limfjordsøsters her stadig.
For morsingboerne har Limfjorden altså fungeret som en vigtig indtægtskilde op igennem historien. For at sikre denne er der blevet taget flere initiativer op igennem årene, som bl.a. projekt ”Skaldyr i Limfjorden”. Formålet bag projektet var at fremme bæredygtigheden af den store produktion af skaldyr, der finder sted i Limfjorden, for på den måde også at fremme fjordens miljø og fiskernes udnyttelse af Limfjordens ressourcer. Desuden arbejder projektet for at fremme erhvervslivet, der lever af Limfjorden og dens rigdomme.
Limfjorden og dens rigdomme har ikke blot sat sine spor i morsingboernes økonomi og livshistorier, den har også præget den omkringliggende natur og dennes millioner af år gamle historie. Landskabet på øen er igennem historien blevet formet af isen og gemmer til stadighed på imponerende aftryk af dyr og planter, der levede for millioner af år siden. På den nordlige del af øen finder du de imponerende molerskrænter, hvori fortidens vulkanudbrud har sat sine tydelige spor i form af sorte striber i det lyse moler. Molerlandskabet, som findes på Mors – og Fur – er på den danske verdensarvsliste og den vel nok mest kendte molerskrænt på Mors, Hanklit, har i dag status som international geosite.
I landområderne omkring Skive har landbruget spillet en betydelig rolle op igennem historien. Da byen så småt skifter status til købstad, kommer industrien dog til at få større og større betydning og anlæggelsen af Skive Havn var blot med til at fremme og sætte tryk på denne udvikling.
Havets gennembrud ved Agger Tange kom – ligesom den stigende industrialisering – også til at have stor betydning for Skiveområdet. Gennembruddet betød, at skibene i Vesterhavet fik direkte adgang til fjorden og Skive, hvorfor området for alvor kunne tiltrække industrivirksomheder.
Ligesom i de øvrige dele af Limfjorden kom muslingerne også til at have betydning for Skive og med årene er udviklingen kun gået i én retning, så selvom der i 2010 blot var ét fiskeskib hjemmehørende i Skive Havn, landede det udelukkende blåmuslinger. Så muslingerne er stadig at finde i fjorden ud for Skive.
Langs Limfjordens kyst og på den lille Limfjordsø Fur har fiskeriet holdt en del beskæftiget. Da man i 1840’erne igen opdagede østers i Fjorden gik østersfiskeriet fremad. Som nævnt, så anså man de østers, der var at fange nær Fur, for at være de allerbedste, da disse var de fedeste. På dette tidspunkt brugte man skrabere til at fange østersene på bunden af fjorden og denne fangstmetode gjorde, at udbyttet af østersfangsten var større end tidligere.
I 1911 gik Furfiskerne sammen om at bygge fiskerihavnen Koldkilde havn. Halvdelen af øboerne var afhængige af fiskeriet i fjorden for at kunne overleve, så havnen blev øens livsnerve. Havnens historie blev dog kort – allerede i 1956 måtte havnen lukke på grund af tilsanding og fiskerne flyttede i stedet til den nybyggede havn ved færgestedet på den sydlige del af fur. Koldkilde Havn blev derefter kaldt Gammel Havn. Nu er havnen på Fur hjemsted for nogle få kuttere, der erhverver sig ved muslingefiskeri. Der er dog et stigende antal lystbåde, der lægger til havnen, især i sommerperioden.
Ligesom på Mors, har Limfjordens rigdomme også sat sine spor i moleret på Fur. Moleret gemmer på aftryk af fortidens liv, som bl.a. Limfjordens dyreliv. Grundlaget for loven om Danefæ tager faktisk sit udspring i moleret på Fur, hvor en tysk turist fandt en imponerende fossil af en to meter lang fisk. Han tog den ene del med sig hjem som souvenir, hvorefter han sendte et brev til museet på Fur med lokationen på den anden del og dette førte til, at man indførte loven om, at naturhistoriske fund tilhører staten.
Også i Glyngøre har fiskeriet haft betydning og sat sine spor. Her var fiskeindustrien voksende. En stor medspiller i dette var Priessfamilien, der drev Priess & Co., som var en stor fiskeeksportforretning med hovedsæde i den lille Limfjordsby. Samme familie stod bag konservesfabrikken Glyngøre Fiskeindustri, der i løbet af 1960’erne beskæftigede mere end 500 personer fra lokalområdet. 1980’erne bød dog på nedgangstider for fiskeindustrien, hvilket medførte, at den lokale produktion af Glyngøresild blev solgt og at Priessfamilien solgte deres eksportforretning til Royal Greenland.
Trods nedgang i fiskeindustrien kom 1990’erne med positive udviklingsmuligheder. Også i Glyngøre opdagede man, at de unikke østers fra Limfjorden var vendt tilbage, og disse blev nu igen landet på Glyngøre Havn. Op igennem 70’erne, 80’erne og 90’erne har fiskerne i Glyngøre oplevelet op- og nedture ligesom de øvrige Limfjordsfiskere. Men især fiskeriet af bl.a. Limfjordsmuslingerne og en stigende succes med Limfjordsøsters har ført opsving og gode muligheder med sig, og gjort Glyngøre Havn til en af Limfjordens vigtige havne.
Igennem historien har fiskeri været en vigtig nerve for Struer. Byen er opstået i sin tætte forbindelse med fjorden, da denne gav rige muligheder for transport og fiskeri. I fjorden ud fra byen halede man bl.a. fladfisk, torsk, sild, hummer og rejer ind og på denne måde udgjorde Limfjorden også her en vigtig indtægtskilde for lokalsamfundet.
Også i Struer havde Vesterhavets gennembrydning ved Agger Tange stor betydning for Limfjordsbeboerne. Indtil 1825 gik al trafik ind og ud af Limfjorden gennem det østlige udløb, hvorfor Struers beliggenhed var noget afsides for skibstrafikken. Da havet brød igennem ind til Limfjorden, gav det dog byen nye muligheder. Struer havn fik vokseværk og blev den næststørste havn i Limfjorden kun overgået af havnen i Aalborg.
I 1865 fik Struer etableret en jernbane og denne førte til, at byen udviklede sig til et jernbaneknudepunkt. Jernbanen betød ikke blot bedre bevægelsesmuligheder for indbyggerne – med denne begyndte et sandt transporteventyr også. Jernbanen kunne bl.a. bruges til at transportere fisk til og fra området, hvilket resulterede i, at lokale fiskere samt fiskere og fiskehandlere i Thy fik langt bedre afsætningsmuligheder. Fiskernes produkter kunne nu transporteres længere væk til nye markeder og et nyt, stort marked blev fiskemarkedet i Altona ved Hamborg. De primære erhverv i Struer var dog stadig landbrug og fiskeri.
Havnen på Jegindø blev etableret i 1939 til gavn for de ca. 100 fiskere, der befandt sig på øen på daværende tidspunkt. Historien bag fiskeriet på Jegindø tager dog sit udspring længere mod vest. I 1800-tallet var livet i de små samfund, tæt på havet i vest, hårdt. Skærmen for de store storme over havet var lille og landet og landsbyerne blev gang på gang angrebet af havet, når stormene var værst. Med tiden fik dette folk til at trække ind mod Limfjordens mere rolige vand og i denne flytning var Jegindø et oplagt valg på grund af dens placering tæt på fjorden og dens mange fiskepladser. Stormfloden, der fik saltvandet til at trænge ind i Limfjordens vestlige del, påvirkede også fiskeriet på Jegindø, og igen da ålene forsvandt fra Limfjorden i 1990’erne påvirkedes fiskerne. Herefter tog muslingefiskeriet også over på Jegindø, hvor der til stadighed fiskes efter Limfjordens muslinger.
På Jegindø har lokale fiskere specialiseret sig i både at fange og sælge skaldyr. Herfra leveres der således råvarer af højeste kvalitet til lokale restauranter som det idylliske Tambohus Kro og Badehotel og Michelin-restauranter rundt omkring i hele landet. Fiskerne på den lille Limfjordsø er i senere år også gået aktivt ind i processen for at måtte begynde et særskilt hjertemuslingefiskeri. I Danmark er hjertemuslinger stadig en ukendt delikatesse for mange, men i sydeuropæiske lande er delikatessen populær og det er her langt de fleste af hjertemuslinger, der landes som bifangst af muslingefiskerne på Jegindø, ender.
Venø kaldes også for Limfjordens hjerte. Ved øens nordspids er en lille bugt, hvor Limfjordens vand løber ind. Denne bugt er formet som et hjerte og deraf navnet. Venø Havn blev til under hårdt flid fra venøboerne. Øen var hjem for flere fiskere, da Limfjorden omkring var rig på bl.a. ål, sild, rejer og hummere, men fiskerne havde ringe landingsforhold, hvorfor de inderligt ønskede sig en havn med ordentlige forhold for dem. Da havnen på øen endelig stod klar, efter stort indsamlingsarbejde og ihærdig byggeindsats fra venøboerne selv, blev den et vigtigt bindeled til verden omkring den lille Limfjordsø. Selvom havnen blev afgørende for, at øen kunne nyde godt af besøgende gæster, varede glæden ikke ved for Venøs fiskere. Antallet af fisk i fjorden faldt og fiskerne begyndte herefter at søge mod andre farvande, så 20 år efter indvielsen af havnen, var der blot 4 fiskerbåde tilbage i havnen. Disse blev dog afløst af lystsejlerne, der fik øjnene op for den lille Limfjordsperle, hvorefter havnen også blev renoveret til at imødekomme deres behov. I 1995 måtte Venøs allersidste erhvervsfisker indstille arbejdet, men allerede i 2002 kunne øboerne glæde sig over, at fiskerbådene var tilbage i havnen. Denne gang var det muslingeskraberne, der havde fundet vej til havnen, hvor de lodsede bifangster af østers af til brug for Venø Fish Farm, der renser og eksporterer dem videre ud i verden.
